Udstiller i Kulturhjørnet : Langå Kulturhus fra den 10. august – 18. september 2015

Læs mere her : Gudenådalens avis :

Langå Kunstforening præsenterer værker af Jan Agerbo, Langå, og Magda Høgh, Begtrup på Mols.

Mandag den 10. august åbner Langå Kunstforening en udstilling med skulpturer af Jan Agerbo og malerier af Magda Høgh.
Den lokale skulptør og grafiker Jan Agerbo har netop afsluttet en udstilling på Dronninglund Kunstcenter, og til oktober udstiller han i Randers sammen med kunstnergruppen Prof-Randers. Men inden da viser han nye og ældre bronzeskulpturer i Kulturhjørnet i Langå.
Jan Agerbo, som sidste år var repræsenteret i opslagsværket ”101 kunstnere”, er de senere år blevet mere og mere synlig i lokalområdet: Han udstiller jævnligt, og er bl.a. en del af Randers Artweek. I 2013 deltog han i ”Kunst ved Gudenåen” i Randers, og hans markante træskulpturer, ”Hen over tid”, vandrer fortsat på stien langs åen. Tidligere på året stod han bag ”At løfte i flok”, som fremover ledsager Randers Kommunes erhvervspris. Også Langå har glæde af hans kunst: I 2012 udstillede han i Kulturhjørnet, og i Kulturhusets foyer hænger en stor kultegning på lærred.

Ekspressive skulpturer
Det er dog primært grafik og skulptur, Jan Agerbo arbejder med.
I sine skulpturer tager han udgangspunkt i menneskekroppen. Men det er ikke fysisk lighed og realisme, der er hans hovedærinde, hedder det i en omtale på Dansk Billedhuggersamfunds hjemmeside:
»Det er den følelse og det udtryk, som ligger i den enkelte skulptur. Når vi genkender disse, er det fordi Jan Agerbo er en mester til i koncentreret form at skildre disse almenmenneskelige følelser og erfaringer. På en meget direkte, men alligevel poetisk og indfølende måde forstår Jan Agerbo at forme materialet, så hver skulptur har sit eget budskab. Et budskab, som vi selv må afkode gennem vores sanseapparat og hele livserfaring. Dette er til gengæld heller ikke svært. Jan Agerbos skulpturer er så udtryksfulde, at vi alle kan forholde os til dem og tale med om dem.«
Jan Agerbo har for nylig etableret værksted i Niels Ebbesensgade i Randers, og han arbejder desuden med freelance undervisning.

Abstrakte landskaber
Jan Agerbo udstiller sammen med Magda Høgh, der bor i Begtrup på Mols. Hun kunne for et par år siden fejre 50 års jubilæum som maler og har gennem årene udstillet i både Danmark, Europa og USA. Magda Høgh har i hele sit voksne liv boet på Mols og ladet sig inspirere af himmel, hav og landskaber på egnen. Forenkling af landskaber til de bliver abstrakte er et gennemgående tema i hendes kunst.
Udstillingen åbner mandag den 10. august og kan herefter ses i bibliotekets bemandede åbningstid frem til den 18. september.

Vibeke Skov